Når en familie får en spiseforstyrrelse, følger der ofte tre tavse følgesvende med:
Sorg. Skyld. Skam.
Sorg over at miste det barn, du kendte – det liv, du troede, dit barn skulle have, og det fælles liv, I som familie skulle dele.
Skyld over ikke at have set tegnene i tide. Skyld over alt det, du tænker, du burde have gjort anderledes.
Skam over at føle, at du ikke slår til – som forælder, som menneske.
Udover selve livet er noget af det første, vi giver vores nyfødte, mad. Næring.
Et symptom -ikke en årsag
Et grundlæggende behov for at overleve, som nu er blevet et symptom på noget langt mere komplekst – men med samme livstruende konsekvens. Et symptom, som i min optik kun kan forstås og behandles, hvis man også finder frem til den bagvedliggende årsag.
Når en familie bliver spiseforstyrret
At være forælder til et barn med en spiseforstyrrelse er som at blive kastet ud i en storm uden kort, kompas eller redningsvest. Du bliver behandler, kontrollant, døgnvagt, aflaster, terapeut – alt sammen pakket ind i rollen som forælder.
Vel vidende, hvor uhensigtsmæssigt det ville være at indtage de roller i enhver anden sammenhæng med sit barn. For det er roller – og ikke autentiske udgaver af dig som forælder. Og med tiden bliver konsekvensen tydelig:
Relationen mellem barn og forælder slides. Og kan – i værste fald – gå i stykker.
“Du kan dø af denne sygdom!” Hvornår?
Som i historien om Peter og ulven bliver den sætning sagt igen og igen – og alligevel svagere hver gang. Retorikken i denne “verden” er barsk, dramatisk og fuld af trusler. Men konsekvenserne udebliver, og tilliden forsvinder.
Jeg skrev indledningsvis, at det er hele familien, der bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Langsomt bliver hjemmets normer tilpasset sygdommen. Den flytter ind og overtager. Måltider, stemninger, ord og pauser formes af, hvordan den vil have det. Og med tiden bliver det svært – næsten umuligt – at se klart.
At ændre noget. At række ud. For man er ganske enkelt udmattet. Det bliver et skamfuldt rum at lukke andre ind i. Både fysisk og psykisk.
Og tag ikke fejl:
Sorg, skyld og skam bor også hos vores barn. Selvom vi som forældre forsøger at holde de følelser væk, er sygdommens konsekvenser ikke til at overse.
Jeg har sagt op! Jeg har sagt op som behandler. Og som døgnvagt. Og som terapeut. Stillinger jeg aldrig havde søgt – men som jeg alligevel tog på mig.
Vi lader kompetente behandlere behandle. Fortsat. Og vi forsøger at gøre det, vi er bedst til:
At elske. At støtte. At forstå.
Vores barn har brug for omsorg, kærlighed, tryghed og forældre❤️
